En 19-årig mand fra Aabenraa blev ved retten i Sønderborg dømt for at videregive billeder om private forhold og for blufærdighedskrænkelse.

Det koster nu den unge mand 20 dages betinget fængsel.

Det skriver jv.dk.

Episoden skete i januar 2019, da en pige afleverede sin telefon i en telebutik for at få den repareret.

Det var den nu dømte 19-årige mand, som arbejdede i butikken, der skulle reparere telefonen.

Men da han var i gang med at fikse telefonen, opdagede han otte billeder af den unge kvinde iført undertøj.

Det fik den unge mand til at sende billederne til sig selv og en kammerat.

Har du prøvet noget lignende eller hørt om lignende sager? Tip B.T. på 1929@bt.dk

Anklagerfuldmægtig ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Rie Johansen, havde dog håbet på mere end 20 dages betinget fængsel til den unge mand.

Hun havde gerne set en straf på 50 dages fængsel, hvorefter retten måtte tage stilling til, om straffen skulle være betinget eller ubetinget.

»Men retten så det som en formildende omstændighed, at kvinden var iført undertøj på billederne, så man ikke kunne se hendes bryster eller kønsdele. I den her slags sager om digitale sexkrænkelser er den forurettede ofte nøgen,« siger anklageren til jv.dk.

Rie Johansen oplyser derudover, at retten til gengæld vurderede, at det var en skærpende omstændighed, at den 19-årige mand havde fået fat i billederne igennem sit arbejde i butikken, hvor han var betroet telefonen.