En pige var onsdag udsat for en ubehagelig oplevelse, da hun var på vej hjem fra skole.

Der forsøgte en ukendt gerningsmand tilsyneladende at lokke hende ind i sin bil, skriver TV 2 Fyn.

Mediet har talt med skoleleder på Stokkebækskolen, Søren Ulrik Hansen, som har sendt en besked ud til elevernes forældre om hændelsen.

Han forklarer, at pigen onsdag eftermiddag var stået af bussen i Hesselager på Sydøstfyn, da en bil holdt ind til siden.

»Bilisten tilbyder eleven et lift, og bilisten var ifølge elevens mor meget insisterende på, at eleven skulle stige ind i bilen,« forklarer Søren Ulrik Hansen til TV 2 Fyn.

Det nægtede eleven dog. Skolelederen oplyser til lokalmediet, at hændelsen er meldt til politiet, hvilket Fyns Politi bekræfter.