Siden hun var blot ni år gammel, har en pige gået rundt og gemt på en frygtelig hemmelighed.

Ifølge den nu 17-årige piges forklaring blev hun sexmisbrugt af John Knudsen, der også sidder på anklagebænken for mordet på Kirsten Bay Andersen.

Misbruget fandt sted, da John Knudsen skulle passe pigen og hendes lillesøster på hans båd, der dengang lå i Sønderborg Havn.

Da det sidste år kom frem, at John Knudsen var eftersøgt i forbindelse med drabet på Kirsten Bay Andersen, blev pigen så ulykkelig, at hun ændrede adfærd på den skole i Haderslev, som hun gik på.

Mor havde forhold til John

Da læreren spurgte hende, hvad der var galt, brød hun sammen og sagde, at hun var rystet og bange på grund af sagen om John Knudsen, som hendes mor havde haft et længevarigt seksuelt forhold til.

- Han er et svin, og så er han pædofil. Og han pillede ved mig og muligvis ved min lillesøster, sagde pigen til sin lærer.

Hun begyndte at græde, og så betroede hun sig til sin lærer, at hun var meget bange. Hun fortalte, at hun om natten havde mareridt, hvor hun drømte, at John Knudsen var der, og hun var bange for at have åbne døre og vinduer.

- Jeg fandt det så alvorligt, at jeg var nødt til at lave en skriftlig rapport om min elevs situation, forklarede læreren Jesper Petersen, der i går blev ført som vidne i retten.

John Knudsen er i drabssagen tiltalt for bl.a. at have haft 1.900 filer med utugtige fotografier af personer under 18 år. Det tilstår han ligesom drabet, voldtægt, frihedsberøvelse og usømmelig omgang med lig, men netop anklagen om sexovergrebet mod den mindreårige pige nægter han pure.

- Jeg ved ikke, hvorfor hun pludselig er kommet med de beskyldninger. Jeg er ikke tankelæser. Jeg ved ikke, hvilke bevæggrunde hun har, sagde han i retten, hvor den pågældende pige blev afhørt for lukkede døre, og hvor også hendes veninde blev ført som vidne.

Pigens mor sad også i vidneskranken.

- Det kom som et stort chok for min datter, da det kom frem, at John Knudsen var involveret i drabssagen, men mit forhold til min datter var ikke så tillidsfuldt, og derfor havde hun ikke fortalt mig om, hvad John havde gjort, sagde hun grædende foran dommerne.

Forlanger 16 år

Der falder dom i sagen mod John Knudsen i dag.

Statsadvokat J. Reckendorff forlanger 16 års fængsel eller livstid, mens forsvarsadvokat Stig Jørgensen formentlig vil argumentere for en dom på 12 års fængsel. Det er retsformand Niels Deichmann og de tre domsmænd, der skal afgøre, hvor mange år John Knudsen skal bag tremmer.