»Mange gange har jeg tænkt på, om jeg overhovedet kommer til at se ham igen, når han går ud ad døren?«
51-årige Pia Strandmark stiller spørgsmålet højt ud i rummet. Hun har gjort det før. I tavshed. Til sig selv.
Indtil i dag har svaret på det tunge spørgsmål været ja. Næste gang - eller næste gang igen - kan det blive nej.
Pias søn, Nikolaj, er stofmisbruger. Siden han var 17, har han været afhængig af hash. I dag er han 24. Og hver dag krydser Pia fingre for, at der ikke kommer nogen næste gang.
»Nogle gange har vi ikke hørt fra ham i flere dage. Det er virkelig hårdt. Ikke at vide om ens barn går rundt ude på togskinnerne et eller andet sted. Om han har fået en psykose og overvejer at tage sit eget liv,« siger Pia Strandmark.
Hun fortæller, hvordan Facebook ofte er deres eneste (in)direkte livsline til Nikolaj, når de ikke ved, hvor han er.
»Tit kan vi se, at han har været aktiv på Messenger, og det giver lidt ro i sjælen. Men uvisheden æder én op.«
B.T. møder Pia Strandmark i familiens villa i Tarup ved Odense. En gammel murermestervilla, hvor gulvbrædderne, som de blev lagt i 1929, stadig er intakte og behændigt slebne.
Faktisk virker det hele intakt.
Og familien Strandmark lever på ingen måde op til gængse fordomme om, hvordan familier med misbrugsproblemer forventes at se ud.
Vi sidder på Arne Jacobsen-designede 7'er-stole rundt om Piet Heins Super-Ellipse-bord, imens vi drikker grøn te. Økologisk.
Køkkenet bag os er nyrenoveret i sort fernis, og med jævne mellemrum kigger solen ind ad de nydeligt pudsede vinduer, der med de rigtige sprosser passer til hus og stil.
Rammerne for en 'normal' opvækst er her. Ingen tvivl om det.
Men hvorfor gik det så alligevel galt? Hvorfor sidder Pias søn fast? Fanget i et syv år langt stofmisbrug, der primært udgøres af hash, men som i perioder også har flirtet med hårdere stoffer som kokain og MDMA.
»Hvad har vi gjort forkert som forældre, siden vores barn er havnet i det her? Det spørgsmål har vi stillet os selv utallige gange. Var der et eller andet i hans opvækst, som er skyld i det? Det måtte være os, den var gal med,« siger Pia, som sammen med sin mand blev ved at slå sig selv oven i hovederne for at finde en løsning.
Nikolaj var 17 år og gik i 10. klasse, da Pia og Jan fandt ud af, at noget var galt.
Stjal penge til stoffer
På en fælles familiekonto var der pludselig begyndt at forsvinde penge.
Ikke mange penge, men nok til, at det efterlod et spor og over tid blev til en betydelig sum.
»Vi kunne se, at der var enormt mange hævninger på 300 kr. fra en bestemt automat. Ingen af os kunne forklare det, indtil Jan kom i tanke om, at han havde givet Nikolaj koden til kortet en dag, han skulle handle,« siger Pia Strandmark, der mener, at de sporadiske udbetalinger stod på i ca. seks måneder.
»Efterfølgende har vi spurgt os selv mange gange, hvorfor vi ikke så det noget før? Og jeg tror da også, at vi har vidst, at han nok havde prøvet at ryge hash, ligesom mange andre unge har prøvet det, men vi havde aldrig i vores vildeste fantasi forestillet os, hvor langt det var kommet.«
Efter opdagelsen konfronterede de både overraskede, sure og bekymrede forældre Nikolaj.
»Han brød sammen og erkendte det hele. Og umiddelbart efter tog vi ham med op på misbrugscentret i Odense. Dér kunne han godt selv se, at det havde taget overhånd. Og at han havde et problem,« fortæller Pia.
Problemet fra dengang er stadig det samme. Syv år senere har Nikolaj ikke formået at slippe sit misbrug.
Trangen til hashen er fortsat for stor, selvom han gentagne gange - ofte sammen med enten Jan eller Pia - har været forbi misbrugscentret i Odense, på opholdssteder for misbrugere, til kontinuerlige møder i anonyme mødesteder for alkoholikere og narkomaner, hos private misbrugsbehandlere med mere.
Alt sammen har det momentvis afhjulpet problemet, og i perioder har Nikolaj også været clean. I de perioder lever familien Strandmark som en hvilken som helst anden 'normal' kernefamilie: fantastiske ferier til udlandet, aftener med brætspil på hjemmeadressen og lange gåture for hele familien i weekenderne.
Men så kommer tilbagefaldene. Og især 2018 har været et svært år for Nikolaj. Og for familien.
»Jeg kan huske, at jeg en morgen kom ind i stuen og så Nikolaj sidde sammen med sin far i sofaen. De havde begge to grædt. Jeg spurgte, hvad der skete, inden Nikolaj kiggede på mig og sagde: 'Mor, jeg tror ikke på det mere'.«
Ordene gør ondt på Pia. Hun har hørt dem før, men nægter at lade dem blive virkelighed.
»Jeg sagde til ham: 'Jeg vil simpelthen ikke acceptere, at du giver op. Jeg tror på, at du kan, og jeg har brug for, at du tror på, at du kan'.«
Pia fortæller, hvor frustrerende det er at stå på sidelinjen og magtesløs se til, imens ens barn har det så svært.
»Det virker så simpelt at fortælle ham, at han 'bare' skal lade være med at ryge. Men så simpelt er det bare ikke.«
Det seneste tilbagefald fik Nikolaj mellem jul og nytår. Og nytårsaften, som han skulle have fejret med bekendtskaber fra sine AA-møder, droppede han til fordel for en tur alene på Christiania.
En svær start på 2019, som dog hurtigt ændrede kurs. Ud af det blå fik Nikolaj mulighed for at komme seks måneder på en kristen højskole. Der tog han hen 3. januar.
»Nu krydser vi fingre og håber på, at det kan være vejen ud,« siger Pia og fortæller, at de i familien har snakket om, at det måske vil være bedst for Nikolaj at finde et nyt sted at bo efter højskolen. Og måske helst i anden by.
To gange tidligere har de forsøgt at 'kappe båndet', men det er ikke nemt. Hver gang er det gået mere skævt for Nikolaj, som ud over at øge sit stofforbrug også har optaget kviklån og gældsat sig rent økonomisk.
»Alle siger, at man skal kappe båndet, og at det ikke hjælper at holde hånden under en misbruger, men det er sgu svært at give slip. Jeg læste om en mor, som kappede båndet til sin søn, og halvandet år efter var han død. Det er den værste frygt.«
