Peter Madsens nære ven Jens Falkenberg, der sammen med Raket-Madsen byggede ubåden UC3 Nautilus, har stadig ikke besøgt sin ven i Storstrøm Fængsel, hvor han afsoner sin livstidsdom.

Jens Falkenberg har nemlig stadig svært ved at forstå, hvordan og hvorfor livet ændrede sig totalt i august sidste år, da en af hans gode venner pludselig var sigtet for et drab.

»Det hele er så mærkeligt, at jeg ikke kan navigere rundt i det. Jeg kan stadig ikke forstå, hvad der er sket og hvorfor. Det er mærkeligt at forholde sig til, at en sød og rar ven pludselig sidder inde for et mord,« fortæller Jens Falkenberg til B.T.

Jens har kendt Peter Madsen siden 2004-2005 og har fortalt, at han sidste sommer ikke kunne forestille sig, at sagen ville udvikle sig sådan her. Han troede, at der var sket et uheld.

Men der var ikke tale om noget som helst uheld. Retten kom frem til, at Peter Madsen bevidst havde taget livet af den svenske journalist Kim Wall. Jens kalder månederne efter mordet 'frygtelige'.

Til gengæld fortæller han også, at han har nydt den tid, hvor drabet er kommet lidt på afstand. Det er dog ikke kommet så meget på afstand, at han har taget kontakt til sin gamle kammesjuk.

»Jeg har overvejet alt muligt, men jeg har ikke været i kontakt. Eller faktisk afleverede jeg et brev til ham, da han var varetægtsfængslet i Vestre Fængsel, men jeg har aldrig fået svar,« fortæller Jens Falkenberg, der ikke har lyst til at komme nærmere ind på, hvad han skrev i brevet.

I stedet kan han mindes den seneste gang, han så sin ven Peter. Dengang, han ikke var på alles læber:

»14 dage før ubådsturen arbejdede vi med at gøre noget klar på raketrampen, men så skulle jeg til Grækenland i 14 dage. Og nu er vi så her. Det er da en bizar situation,« siger Jens.

Peter Madsen sidder i Storstrøm Fængsel på Falster, men har længe ønsket at blive overflyttet til Herstedvester Fængsel. Det oplyste drabsmandens forsvarsadvokat, Betina Hald Engmark, til B.T. i sidste uge.