Tirsdag skulle Retten i Glostrup behandle endnu et overfald på den livstidsdømte Peter Madsen, men nu er sagen udsat.

For anden gang på bare et år skulle Peter Madsen tirsdag have været i retten som offer i en voldssag.

Men nu er sagen blevet udsat på ubestemt tid.

Det oplyser Vestegnens Politi til B.T.

Overfaldet fandt ifølge Ekstra Bladet sted den 19. februar i år i Herstedvester Fængsel, hvor både overfaldsmanden og Peter Madsen afsoner, og som Peter Madsen blev overført til kort tid efter, at han blev overfaldet i Storstrøm Fængsel 8. august 2018.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk

Mediet, der har fået aktindsigt i anklageskriftet mod den 28-årige mand, skriver, at manden blandt andet er tiltalt for grov vold, fordi han med en hjemmelavet kniv forsøgte at stikke den livstidsdømte ubådsbygger adskillige gange.

Angrebet mislykkedes imidlertid, fordi kniven satte sig fast i Peter Madsens jakke og knækkede.

Den 28-årige mand afsoner ifølge B.T.s oplysninger en dom for blandt andet drabsforsøg, fordi han under anbringelse på en institution forsøgte at kvæle en anden mand med en ledning.

Herudover er manden dømt for en lang række andre overtrædelser af straffeloven.

B.T. har været i kontakt med den 28-årige mands advokat, der bekræfter, at sagen er udsat på ubestemt tid. Han ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

Det vides ikke, om Peter Madsen selv ville have været til stede og vidnet ved tirsdagens retsmøde.