Peter Madsen forklarer i retten, hvorfor han brugte 50 centimeter lange tilspidsede skruetrækkere mod Kim Wall.

Den drabstiltalte ubådsbygger Peter Madsen afgiver onsdag anden del af sin forklaring i sagen om den svenske journalists død ombord på ubåden UC3 Nautilus. Anklager Jakob Buch-Jepsen indledte dagens afhøring med at spørge Peter Madsen, om han stadig nægter sig skyldig i drabet på Kim Wall.

»Jeg  nægter mig fortsat skyldig,« svarer han. Peter Madsen er tiltalt for drab, seksuel mishandling og usømmelig omgang med lig begået mod den svenske journalist Kim Wall.

Ved retsmødet 8. marts forklarede Peter Madsen, at Kim Wall døde som følge af en ulykke ombord på UC3 Nautilus. I dag svarer Peter Madsen modstræbende på anklager Jakob Buch-Jepsens spørgsmål vedrørende den partering af Kim Walls lig, Peter Madsen først har benægtet og senere erkendt.

Peter Madsen afviser at have medbragt redskaber ombord med det formål at forestå en partering. Han hævder, at han benyttede redskaber, der tilfældigvis befandt sig ombord.

»Jeg var i en sindssyg situation og brugte, hvad der var,« forklarede han.

Jakob Buch-Jepsen fremviser nogle 50 centimeter lange skruetrækkere der er spidset til i enderne. Peter Madsen bekræfter, at han benyttede disse skruetrækkere til at påføre Kim Walls torso en række snit- og stiklæssioner i underlivet. Men han afviser, at der lå noget seksuelt i det.

»Jeg forholdt mig til, hvor der dannes gasser på døde mennesker, når de nedbrydes. Det gør der forskellige steder. Og derfor forsøgte jeg at punktere den region. Der er ikke noget seksuelt i, at de stik rammer hendes vagina. Jeg ved godt, at du kunne tænke dig det, men der er ikke noget seksuelt i det for mig.«

»Men stikkene på ydersiden af kønsdele er overfladiske. Hvordan hænger det sammen med, at de skulle lukke gasser ud? Det kan jeg ikke få til at passe samme,« lyder det fra anklageren.

»Det kan godt være, at det ikke passer sammen. Jeg har aldrig været voldelig mod noget menneske - heller ikke noget dødt menneske. Det kan godt være, at jeg har startet med de her stik, og så bagefter gået videre med andre stik., når jeg var ude over kanten af Grand Canyon,« svarer Peter Madsen.