For første gang under ubådssagen virker Peter Madsen følelsesmæssigt påvirket.

Peter Madsen bliver rørt til tårer, da han onsdag i Københavns Byret tænker på minutterne efter Kim Walls død.

Tilsyneladende handler sorgen dog ikke om den svenske journalist og hendes pårørende, men om hans påståede overvejelser om at begå selvmord.

- Det liv, jeg fører med at lave eksperimenter og vilde ting, det slutter der, siger Peter Madsen.

- Min verden styrter sammen. Kim må ikke komme til skade på den her tur. Der må ikke krummes et hår på hende. Hun skal leveres tilbage og være glad. Men hun er fuldstændig død.

Den tiltalte hævder, at Kim Wall døde i en ulykke under en tur i ubåden "UC3 Nautilus" 10. august i fjor.

I minutterne efter journalistens død prioriterede Madsen imidlertid at sende en sms til sin daværende hustru. Ifølge ham skete det, da han ikke så andre muligheder end at slå sig selv ihjel.

- Derfor sender jeg den besked til min kone. Når jeg skriver, "at jeg tager på eventyr med Nautilus", så er det fordi, jeg siger farvel, siger Peter Madsen.

Det er her, stemmen knækker.

- Jeg regner jo ikke med, at jeg skal se hende igen, siger han med gråd i stemmen.

Forsvarer Betina Hald Engmark vil vide, hvorfor han egentlig opgav selvmordet.

- Jeg har bare den tanke, at jeg vil tilbage til (navnet på hustruen, red.), siger den tiltalte.

Tidligere i onsdagens retsmøde fortalte Madsen, at hans hustru i løbet af hans varetægtsfængsling har valgt at lade sig skille.

- Hun kom ind til et besøg i fængslet og sagde, at hun af økonomiske årsager var nødt til at bede om skilsmisse. Jeg spurgte, om det handlede om følelser, men det sagde hun nej til, forklarede Madsen.

- Har du hørt fra hende siden,? ville anklageren vide.

Det har han ikke.