Der er gode muligheder for, at den morddømte Peter Lundin kan få nærkontakt med sin nyfødte søn, selv om han er indsat i et af Danmarks bedst sikrede fængsler.

Han afsoner ifølge BTs oplysninger sin livstidsstraf for drabet på ekskæresten Marianne Pedersen og hendes to sønner i Anstalten ved Herstedvester, hvor det i vid udstrækning er muligt at få besøg af pårørende.

- I vores almindelige besøgsafdeling er der åbent for besøg seks dage om ugen. De besøg er normalt af halvanden times varighed, men hvis der er plads til det, kan man booke dobbelt, så besøget varer tre timer. I princippet er der mulighed for, at de indsatte kan få besøg alle seks dage, siger Hanne Høegh Rasmussen, der er fungerende fængselsinspektør for Anstalten ved Herstedvester.

Hun oplyser overfor BT, at hun af hensyn til sin tavshedspligt ikke kan be- eller afkræfte, hvorvidt Peter Lundin afsoner i Anstalten ved Herstedvester.

Derfor kan Hanne Høegh Rasmussen også kun udtale sig i generelle vendinger om de indsattes muligheder for at få besøg.

Blandt de farligste

Nogle af Danmarks farligste kriminelle afsoner deres straf i Anstalten ved Herstedvester, der er et lukket fængsel med speciale i behandling af indsatte med behov for psykologisk eller psykiatrisk behandling.

Det er derfor ikke alle, der har samme mulighed for at få besøg af børn og andre familiemedlemmer.

- Alle besøgsansøgninger bliver vurderet efter gældende regler. Det kan være, vi vurderer, at det er uhensigtsmæssigt eller for farligt at give den indsatte en besøgstilladelse, siger Hanne Høegh Rasmussen.

Åbnede besøgslejligheder

De fleste besøg foregår på besøgsafdelingen, men i 2011 åbnede Anstalten ved Herstedvester for besøg i to besøgslejligheder, der er indrettet, så de minder mest muligt om almindelige hjem. Formålet med lejlighederne er at give de indsatte mulighed for at få besøg i mere hjemlige omgivelser.

- Besøg i lejlighederne er lidt anderledes. Der opererer vi med 5, 10, 23 og 47 timers besøg. Det er primært indsatte med børn, der bruger besøgslejlighederne, men der er også mulighed for, at man kan få besøg af andre nære pårørende, siger Hanne Høegh Rasmussen.

Børn, der besøger de indsatte forældre på Anstalten ved Herstedvester, skal som hovedregel altid være i følge med en voksen, og anstaltens personale fører løbende tilsyn under besøget.

Hvis barnet skal overnatte i besøgslejlighederne, forudsætter det, at der forudgående har været dagsbesøg, og at de sociale myndigheder har sagt god for, at det er foreneligt med hensynet til barnet.

BT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Peter Lundin.