Politiets Efterretningstjeneste (PET) reagerer nu på dagens udfald i retssagen mellem Lars Findsen og danske myndigheder – som Findsen vandt.
PET er ikke enige i dommen og oplyser, at de har flere beviser, som de overvejer at bruge, efter at myndighederne har anket sagen til landsretten.
'PET vil nu i samarbejde med anklagemyndigheden og Kammeradvokaten vurdere, hvilke yderligere beviser der skal fremlægges i ankesagen for at få korrigeret dommens udlægning af indholdet af den parlamentariske orientering,' skriver PET i en pressemeddelelse.
Målet er at få ændret byrettens afgørelse, som gav Findsen 20.000 kroner i godtgørelse for krænkelser af hans privatliv.
Det skete ifølge Retten i Lyngby på en fortrolig orientering af partiledere i Folketinget. Her deltog DF-formand Morten Messerschmidt, som også vidnede i retssagen:
»Jeg husker meget klart en beskrivelse fra Finn Borchs side om, at Lars Findsen havde et sexliv, der var baseret på at stjæle cykler af høj kvalitet, som så blev udvekslet med hans kæreste, der som belønning gav SM-ydelser,« fortalte Morten Messerschmidt i retten.
Chef for PET, Finn Borch Andersen, er uenig i udlægningen, forklarer han i pressemeddelelsen:
»Jeg kan ikke genkende den udlægning af indholdet af den parlamentariske orientering, som Retten i Lyngby har lagt til grund. Det er fortsat min klare opfattelse, at de oplysninger, som jeg delte med udvalgte partiledere, skete på et sagligt, relevant og proportionalt grundlag, og at der alene blev orienteret på et overordnet niveau.«
