Spansk politi har bedt de danske myndigheder om en række oplysninger, der skal afgøre, om det er muligt at rejse terrortiltale mod en 45-årig dansk statsborger. Men PET tøver med at udlevere oplysningerne.

I den spanske enklaveby Melilla i Nordmarokko sidder en dansk statsborger med en fodlænke om benet. I fire år har Mohammed el-Mahdaoui været varetægtsfængslet i Spanien, først to et halvt år i isolation og nu i sit eget hjem i Melilla.

Ifølge dokumenter, som B.T. er i besiddelse af, er danskeren mistænkt for at have organiseret og finansieret terrorisme. De spanske myndigheder omtaler ham som en central brik i et kompliceret internationalt terrornetværk med forbindelser til både Islamisk Stat og al-Qaeda.

Men trods den alvorlige mistanke og den lange varetægtsfængsling tøver dansk politi med at udlevere de oplysninger, der kan føre til, at Mohammed el-Mahdaoui bliver tiltalt og dømt.

Mohammed el-Mahdaoui bliver anholdt af spansk politi 23. juni 2017.
Mohammed el-Mahdaoui bliver anholdt af spansk politi 23. juni 2017. Foto: Guardia Civil
Vis mere

I Danmark har Mohammed el-Mahdaoui været sigtet for omfattende momssvindel for 59 millioner kroner i 24 selskaber, men Københavns Vestegns Politi valgte at opgive sagen i 2016 på grund af manglende beviser.

Året efter blev han anholdt i sit hus i Melilla under en storstilet politiaktion med deltagelse af danske betjente. En video fra anholdelsen kan ses øverst i artiklen.

Spansk politi har mistanke om, at pengene fra den påståede svindel i de 24 selskaber er blevet brugt til at sende hellige krigere til Syrien og Mali samt til finansiering af Islamisk Stats program med terrordroner.

Mohammed el-Mahdaoui nægter sig skyldig i både svindel og finansiering af terrorisme. Da B.T. talte med ham for et år siden, var han overbevist om, at anholdelsen i Spanien var bestilt af PET, fordi de ikke selv kunne få ham dømt.

Danske betjente deltager i en terror-ransagning i den spanske enklaveby Melilla. På deres gule veste står der 'politi'.
Danske betjente deltager i en terror-ransagning i den spanske enklaveby Melilla. På deres gule veste står der 'politi'. Foto: Guardia Civil
Vis mere

»PET bruger de spanske myndigheder til at udføre deres beskidte arbejde. De har ikke noget på mig, og i stedet får de spansk politi til køre en sag, der trækker ud i årevis,« sagde han til B.T. i december 2020.

I Danmark skal der en særlig begrundelse til, hvis en arrestant skal sidde varetægtsfængslet i mere end et år, men i Spanien kan man sidde varetægtsfænglset i op til ti år, uden at der bliver rejst tiltale.

Mohammed el-Mahdaouis danske advokat, Rasmus Sølberg, frygter, at Spanien fungerer som en syltekrukke for sagen mod hans klient.

»Det er meget uhensigtsmæssigt set for min klients synspunkt, at han sidder så længe, for han er jo helt låst. Han har syv børn, der bor i Sverige, og dem kan han ikke besøge,« siger Rasmus Sølberg.

Rawan Taher (tv.) og Basil Hassan (th.) fotograferet på Frederiksberg Gymnasium, hvorfra de begge blev studenter.
Rawan Taher (tv.) og Basil Hassan (th.) fotograferet på Frederiksberg Gymnasium, hvorfra de begge blev studenter.
Vis mere

Af dokumenterne fra de spanske myndigheder fremgår det, at manglende oplysninger fra dansk og svensk politi lige nu står som en forhindring for efterforskningen. Og det undrer advokaten:

»Det må da være i de danske myndigheders interesse at give spanierne alt det materiale, de har brug for, så man kan retsforfølge i Spanien, medmindre de har nogle grunde, jeg ikke kender til,« siger han.

Spansk politi har sendt en liste med navne på personer, de gerne vil have dansk politi til at identificere. Listen stammer fra et Excel-ark med titlen 'timeseddel', der blev fundet på en computer under ransagningen af Mahdaouis hjem i Melilla.

Listen rummer navne på flere kendte terrorister, heriblandt den danske topterrorist Rawand Taher, der blev dræbt i Syrien under et amerikansk droneangreb i 2015. Derudover rummer den en lang række tilsyneladende ukendte navne, som de spanske myndigheder gerne vil vide, hvem er.

Hans Jørgen Bonnichsen er tidligere chefkriminalinspektør hos Rigspolitichefen og tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste.
Hans Jørgen Bonnichsen er tidligere chefkriminalinspektør hos Rigspolitichefen og tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste. Foto: Mathias Bojesen
Vis mere

Indtil videre har de danske myndigheder undladt at give spansk politi de oplysninger, de beder om, og det undrer tidligere chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen.

»Det tegner ikke noget billede af et smukt fælleseuropæisk politisamarbejde, men der kan være nogle efterretningsmæssige grunde til at holde oplysninger tilbage, som vi ikke kender,« siger han.

B.T. har henvendt sig til den danske efterretningstjeneste PET med en række spørgsmål, vi gerne vil have svar på. Et af spørgsmålene er, hvorfor dansk politi ikke har svaret på spansk politis forespørgsel.

Desværre har det ikke været muligt at få en kommentar, da PET oplyser, at de af princip ikke udtaler sig om verserende sager mod konkrete enkeltpersoner.