Marokkanske myndigheders efterforskning peger i retning af, at drabene på en dansk og en norsk kvinde i Marokko kan relateres til Islamisk Stat.

Det skriver Politiets Efterretningstjeneste (PET) i en meddelelse sent onsdag.

Derudover bekræfter PET, at en mulig henrettelsesvideo har cirkuleret på internettet.

- PET kan bekræfte, at der på internettet har floreret en video, som angiveligt viser drabet på en af de to dræbte kvinder i Marokko, skriver PET.

- De marokkanske myndigheder har oplyst, at sagen efterforskes som terror. Videoen og den foreløbige efterforskning peger således ifølge de marokkanske myndigheder i retning af, at drabene muligvis kan relateres til terrororganisationen IS.

Videoen blev kortvarigt lagt op i en tråd på Maren Uelands Facebook-profil, men er blevet slettet igen. Samme video blev senere lagt op på Louisa Vesterager Jespersens Facebook-profil.

B.T. har set videoen, og der er tale om dybt rystende billeder. Videoen er imidlertid ikke verificeret og kan stamme fra et andet drab.

24-årige danske Louisa Vesterager Jespersen og hendes norske veninde 28-årige Maren Ueland blev mandag fundet dræbt ved deres telt i et populært vandreområde ikke langt fra landsbyen Imlil.

PET's melding kommer, efter at den marokkanske anklagemyndighed i en meddelelse onsdag aften bekræftede, at den ene person, som er anholdt i sagen, har forbindelse til en terrorgruppe.

Tidligere onsdag lød det i flere marokkanske medier, at der var mistanke til fire mænd, som angiveligt har forbindelse til Islamisk Stat. Men på daværende tidspunkt var oplysningerne ikke blevet bekræftet fra officielt hold.

Louisa Vesterager Jespersen har studeret i Norge, hvor hun mødte Maren Ueland.

De to veninder rejste 9. december sammen til Marokko, hvor de skulle tilbringe julen med at rejse rundt i Marokko. Men rejsen endte i et mareridt.

De to kvinder blev fundet dræbte i deres telt seks kilometer fra Imlil ved foden af bjerget Toubkal, som er Nordafrikas højeste bjergtinde.

Ifølge det marokkanske indenrigsministerium havde kvinderne tegn på vold omkring nakken.

De formodede gerningsmænd camperede angiveligt 600 meter fra Louisa og Maren. Efter drabet flygtede de fra gerningsstedet og forlod deres telt, hvor en af dem glemte sit ID-kort.

De mistænkte blev ifølge politiet filmet på et overvågningskamera i en butik i Imlil.

Ifølge New York Post blev den ene af kvinderne fundet uden for teltet og den anden inde i teltet.

Det var andre turister i området, der gjorde det gruopvækkende fund af de to myrdede kvinder.

»En lokal guide mødte turisterne grædende, og de fortalte ham, hvad de havde set,« siger en politikilde ifølge Morroco World News.

Det var guiden, der tilkaldte det lokale gendarmeri.