Det israelsk-amerikanske angreb mod Iran lørdag får Politiets Efterretningstjeneste (PET) til at følge udviklingen nøje.
Allerede før lørdagens angreb mod Iran har efterretningstjenesten dog haft øget fokus på at beskytte israelske og jødiske interesser i Danmark.
Det oplyser PET i et svar til Ritzau.
- PET følger situationen i Mellemøsten tæt og iværksætter i samarbejde med relevante myndigheder løbende de tiltag, som udviklingen måtte give anledning til.
- PET har før dagens begivenheder i Mellemøsten haft øget fokus på beskyttelsen af blandt andet israelske og jødiske interesser i Danmark, lyder det fra efterretningstjenesten.
USA og Israel indledte natten til lørdag et omfattende angreb mod Iran. Begrundelsen er, at Iran ikke skal være i stand til at udvikle hverken atomvåben eller missiler, der kan nå USA.
Iranske myndigheder opfordrede lørdag eftermiddag indbyggerne i hovedstaden Teheran, hvor der bor flere end ti millioner mennesker, til at forlade byen.
De amerikansk-israelske angreb fik Iran til at svare igen med missiler og droner, der tvang indbyggere over store dele af Mellemøsten til at søge i dækning.
/ritzau/
