En mand er fredag eftermiddag afgået ved døden efter en personbil og lastvogn tidligt fredag eftermiddag kørte sammen. 

»En person er afgået ved døden efter en personbil kom over i den modsatte vejbane fredag,« lyder det fra Henrik Olesen, der er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, til B.T.

Ifølge vagtchefen har politiet endnu ikke fastslået ID, men politiet arbejder efter den teori, at han kommer fra udlandet, men muligvis arbejder i landet. 

»Vi har forsøgt at underrette nogle pårørende, men det har ikke været muligt,« udtaler vagtchefen om dødsfaldet. 

Uheldet skete fredag på Åmarken i Lille Skensved nordvest for Køge, hvor en lastbil og personbil var involveret.

Dengang lød meldingen fra politikredsen, at der var tale om et »alvorligt færdselsuheld«.

Vagtchefen har ikke yderligere kommentarer om ulykken. Det er endnu ikke oplyst, hvor gammel den afdøde var. 

Til Ekstra Bladet fortæller vagtchefen, at manden formentlig ikke er dansk statsborger.

Der er ikke andre, der er kommet til skade i forbindelse med ulykken.

Politiet fik meldingen klokken 12.49.