En person er tirsdag blevet reddet op af vandet ved Københavns Nordhavn. Han var strandet på en bøje.

Han er lettere kold og bliver tilset af en ambulance, lyder meldingen fra operationschef i Hovedstadens Beredskab, Martin Kjærsgaard, kort efter klokken 17.

Beredskabet iværksatte en redningsaktion både fra vand og land og fik manden reddet over på en båd.

»Meldingen var, at han sad og vinkede derude og selv kunne assistere med at komme over på båden,« siger Kjærsgaard og understreger, at mandens tilstand ikke er kritisk.

Hvordan manden endte med at sidde på en bøje i Nordhavn, har Kjærsgaard på nuværende tidspunkt ikke et svar på. Han var blevet fanget derude, siger operationschefen dog.