En 32-årig mand blev kl. 9.42 påkørt af et tog lidt uden for Odense. Manden er mirakuløst sluppet med en brækket skulder og arm, oplyser Fyns Politi til B.T.

Toget var på vej østpå ud af Odense, da manden blev ramt af toget.

»Han gik i højre side af jernbanen. Han gik ikke inde på selve skinnerne, men i kanten af dem. Han bliver påkørt bagfra. Om han har forsøgt at gå hjem, ved jeg ikke. Men togene er allerede oppe i høj fart, når de er kørt ud af Odense, så det er et lidt mirakuløst, at han slap så billigt,« siger vagthavende ved Fyns Politi Thomas Bentsen.

Den påkørte mand er fra hovedstadsområdet. Det er uklart, om han var påvirket af alkohol eller andet.

DSB indstillede efter ulykken straks al trafik mellem Odense og Nyborg, men nu er trafikken genoptaget.