En 31-årig mand er søndag aften blevet ramt af skud på Høje Taastrup Vej i Taastrup. Københavns Vestegns Politi oplyser til til BT, at han er ramt i den ene skulder og den ene balle.

I første omgang forlød det fra hospitalet, at offerets skader ikke var livstruende, men herefter lød meldingen, at han var i akut livsfare.

»Hans tilstand har svinget frem og tilbage, men nu forlyder det, at han er uden for livsfare,« siger vagtchef Brian Munck fra Københavns Vestegns Politi.

Politiet ved endnu ikke, hvem der affyrede skudet - eller hvor det kom fra. En sølv-grå Ford Mondeo er dog blevet set køre fra stedet i forbindelse med skudepisoden, og politiet mistænker, at den kan have noget med sagen at gøre. Derfor eftersøges bilen af politiet.

Skudepisoden fandt sted klokken 21.40 tæt ved en Netto-butik, og to skud gik gennem butikkens rude.

Politiet antager, at den 31-årige mand var målet for skuddene og har endnu ikke fundet spor, der indikerer andet.

Brian Munck oplyser, at politiet har fundet en del tomme patronhylstre på stedet.

»Der er tale om hylstre til et ni-millimeter våben,« siger han.

Hvilken våbentype, der er anvendt, er ikke afklaret.

»Der kan være tale om både en pistol, en riffel eller en maskinpistol,« tilføjer vagtchefen.

Politiet ved ikke, om skudepisoden er banderelateret:

Mandag morgen er der endnu ikke foretaget anholdelser i sagen.

»Vi har en del spor at gå efter. Sagen vil nok tage lidt tid at få efterforsket til bunds,« siger vagtchefen.