En 42-årig mandlig cyklist blev tirsdag morgen påkørt af Aarhus Letbane.

Det er endnu uvist, hvorfor han kørte ud foran letbanetoget ved Hack Kampmanns Plads.

Det skriver Århus Stiftstidende.

»Han pådrog sig mindre skader på sit ene ben og blev efterfølgende kørt til tjek på skadestuen,« oplyser kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi til lokalmediet.

Ulykken betød, at togene på Aarhus Letbane holdt stille mellem Aarhus H og Lisbjerg Skole.

En times tid senere blev der åbnet for trafikken på strækningen igen.

Midttrafik oplyste tidligere tirsdag morgen til B.T., at man blev bekendt med ulykken omkring klokken 07:30.

'Der forventes normal drift i løbet af en time', lyder det på Midttrafiks hjemmeside.