Københavns Politi er mandag eftermiddag til stede på Nørreport Station, efter at en person er blevet påkørt af et tog.

Det oplyser vagtchef Jesper Frandsen, der fortæller, at politiet fik meldingen klokken 13.55.

- Vi er fremme derude med en indsatsleder og patruljer, siger vagtchefen.

Han kan ikke oplyse nærmere om personens tilstand.

DSB skriver på sin hjemmeside, at der er ændringer på alle S-togslinjer undtagen linje H og F som følge af påkørslen.

/ritzau/