Med svære forbrændinger er en mand blevet bragt på sygehuset efter brand i etageejendom i Sønderborg.

En mand er i livsfare efter en brand i en etageejendom på Kærvej i Sønderborg lørdag aften.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Søren Stregaard.

Den tilskadekomne er bragt til sygehuset med svære forbrændinger. De pårørende er sent på natten blevet underrettet.

Politiet ønsker klokken halv seks søndag morgen ikke at meddele yderligere om mandens identitet, men fortæller, at hans tilstand fortsat er kritisk.

Politiet fik anmeldelsen om branden kort efter klokken 19.30 lørdag aften.

Omkring en time senere meddelte politiet på Twitter, at alle personer var ude af opgangen, og kort derefter kunne vagtchefen fortælle, at branden var slukket.

Årsagen til branden kendes endnu ikke, oplyser vagtchefen.

/ritzau/