En person er tidligt fredag morgen afgået ved døden som følge af en togpåkørsel.
Den tragiske sag fandt sted ved Sandbjergvej nær Ragebøl, der ligger vest for Sønderborg, skriver tvSyd.
Til lokalmediet oplyser vagtchef Michael Henriksen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, at man modtog anmeldelsen om sagen klokken 04.21.
Der er ifølge politiet ikke noget, der tyder på, at der er sket en forbrydelse.
De pårørende er endnu ikke underrettet, hvorfor politiet ikke kan oplyse yderligere om sagen, skriver tvSyd.
På DSBs hjemmeside kan man læse, at togene mellem Sønderborg og Tinglev frem til klokken 08 er erstattet med togbusser som følge af påkørslen.
»Togbussen fra Sønderborg forsætter til Fredericia og afsætter kun passagerer efter Kliplev,« lyder det fra DSB.
