Person fundet død efter voldsom brand i flere rækkehuse på Fyn
Torsdag aften udbrød der brand på Møllerparken i det nordlige Nyborg. En ældre mand savnes, og et lig er fundet.

Torsdag aften udbrød der brand på Møllerparken i det nordlige Nyborg. En ældre mand savnes, og et lig er fundet.

Under undersøgelserne af en brand i rækkehuse på Møllerparken i Nyborg er der blevet fundet en død person.
Det oplyser Fyns Politi fredag eftermiddag i en opdatering på Politi Update.
Politiet oplyser ikke nærmere om den dødfundne.
Tidligere på dagen fortalte politiet, at man savnede en 70-årig mand, der bor i et af de ramte rækkehuse.
Politiet fortæller, at der for nuværende ikke er noget, der tyder på en kriminel handling.
Brandårsagen er endnu ukendt, og Fyns Politi har ikke yderligere at tilføje fredag eftermiddag.
Branden brød ud torsdag aften, hvor 24 brandfolk og ni køretøjer rykkede ud til den voldsomme brand i rækkehusene, skriver TV 2 Fyn.
Fredag morgen var der kontrol over branden, oplyser Beredskab Fyn til mediet.
Fotos, som TV 2 Fyn og Fyens Stiftstidende har bragt, viser store skader på bygningen med rækkehusene.
Politiet fik anmeldelsen af branden torsdag klokken 20.21.
Fredag formiddag fortalte vagtchef Peter Vestergaard fra Fyns Politi til Ritzau, at branden er slukket, men at politiet fortsat er på stedet.
Samtidig fortalte han, at politiet fortsat manglede at finde en beboer.
- Vi savner en person på stedet, sagde han.
Politiet har haft kontakt til de pårørende til den savnede person. Til DR Nyheder har vagtchefen fortalt, at den savnede er en 70-årig mand.
Ifølge vagtchefen er et rækkehus helt udbrændt, mens rækkehusene på hver side af huset også er ramt af brandskader.
RITZAU