Opdatering 15.30: S-togene kører igen - dog med forsinkelser på alle linjer.

En person er afgået ved døden på Vesterport Station.

Derfor holder alle S-tog stille mellem Københavns Hovedbanegård og Østerport, oplyser DSB. Fjern- og regionaltog kører fortsat forbi stationen.

Politiet fik alarmen klokken 14.14 og fortæller kort før klokken 15, at ulykken har haft fatale følger.

»En person er død af påkørslen, og derudover har jeg ikke yderligere kommentarer,« siger vagtchef ved Københavns Politi Lars Westerweel til B.T.

Det vides ikke, om der er tale om en ulykke eller et selvmord.

Hovedstadens Beredskab oplyser på Twitter, at man er til stede på stationen.

»Vi er derude og assisterer politiet og ambulancetjenesten,« siger den vagthavende operationschef til B.T.

Ifølge operationschefen bliver stationen tidligst åben igen omkring 15.15.