Et voldsomt slagsmål mellem to lokale grupperinger i Valby har natten til mandag kostet en ung mand livet.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse mandag formiddag.

»Vi arbejder ud fra formodningen om, at det er to lokale grupper, der er stødt sammen. På nuværende tidspunkt tyder det ikke på, at det er banderelateret, siger leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet,« Brian Belling.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk

Klokken 00.40 modtog Købehavns Politi en anmeldelse om et større slagsmål  ved Carl Th. Dreyers Vej i Valby.

Her skulle omkring 15 mennesker være oppe og slås og adskillige patruljer blev med det samme afsendt til stedet.

I forbindelse med slagsmålet er fire personer knivstukket. En 27-årig mand er i den forbindelse afgået ved døden. De pårørende er underrettet.

De tre andre er ikke i kritisk tilstand.

I forbindelse med slagsmålet afspærrede Københavns Politi et større område nær Akacieparken og Valby Langgade natten til mandag.

En beboer i området fortæller til B.T., at hun er rystet og chokeret over nattens hændelse. Hun ønsker at være anonym, men fortæller videre at det ikke er det første knivstikkeri, der er sket i området

»Man tør efterhånden ikke at bo her mere.«

En anden beboer fortæller, at hun er ked af, hvad der er sket.