En person er i weekenden gået bort under et fodboldstævne i Nyborg.
Det bekræfter både centerleder i Nyborg Idræts- & Fritidscenter, Kenneth Buchhave, og Nyborg Tamilsk Sports Klub (NTSK), som arrangerede stævnet, til Fyens Stiftstidende.
»Det er tragisk, og vores tanker går til de efterladte,« siger centerlederen til den fynske avis.
Ifølge mediet var 500 personer til stede under stævnet ved navn Storebælts Cup.
I et opslag på sin Facebook-side takker NTSK for forståelsen for, at man var nødt til at afbryde stævnet grundet den tragiske hændelse.
'Vores dybeste medfølelse går til den berørte familie. Vi retter samtidig en stor tak til de fagfolk, der hurtigt og professionelt trådte til med akut hjælp,' skriver foreningen.
Det fremgår ingen steder, hvad der præcis skete under fodboldstævnet, eller hvad dødsårsagen var.
Fyens Stiftstidende har også været i kontakt med Fyns Politi, som oplyser, at man ikke har været til stede ved hændelsen.

