En person er lørdag morgen omkommet i en villabrand i Rødvig på Stevns.

»Vi kommer til at lave en grundig gerningsstedsundersøgelse,« siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Thomas Hartmann.

Politiet blev alarmeret om villabranden på Skørpingevej klokken 06.02.

Da politi og brandvæsen ankom til stedet kort efter, var huset overtændt.

»Da brandfolkene undersøger stedet, finder de en indebrændt person, som er afgået ved døden,« siger vagtchefen.

Han tilføjer, at både politiet og brandvæsenet på grund af sagens omstændigheder kommer til at være på stedet 'et stykke tid endnu'.

»Vi skal klarlægge årsagen til branden,« siger Thomas Hartmann.

»Vi kan ikke udelukke, at der er sket noget kriminelt. Det skal undersøges nærmere,« lyder det fra vagtchefen.

Thomas Hartmann tilføjer, at der heller ikke er særlig mistanke om, at der ligger en kriminel handling bag dødsbranden.

Den dødfundne person er endnu ikke blevet identificeret.

Politiet har derfor ikke kunnet underrette de pårørende.

Villaen på Skørpingevej i Rødvig endte med at udbrænde.