Mandag døde en person i en ulykke på en mark i Ejstrup tæt ved Kolding.

Det bekræfter Sydøstjyllands Politi.

»Dødsfald i går (mandag, red.) på mark ved Ejstrup ved Kolding er grundigt undersøgt og konklusionen er, at der er tale om en ulykke,« skrev politikredsen på Twitter onsdag morgen.

Hvordan den fatale ulykke skete, oplyser politikredsen ikke.

Det oplyses ej heller, om den afdøde er en mand eller en kvinde, den afdødes alder, eller hvornår politiet modtog anmeldelsen om ulykken.

Kommunikationsafdelingen ved Sydøstjyllands Politi fortæller til B.T., at de nærmere omstændigheder bag dødsulykken ikke bliver delt med offentligheden.

Det skyldes hensynet til privatlivets fred.

Landsbyen Ejstrup ligger få kilometer vest for Kolding.