Efter flere timers tilstedeværelse ved en adresse i Middelfart har Fyns Politi fredag eftermiddag anholdt en person.

Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

- Politiet kan af hensyn til tavshedspligten ikke oplyse, hvad politiforretningen har vedrørt, lyder det i pressemeddelelsen.

Her lyder det også, at politiet vil være til stede i Middelfart i et par timer endnu.

Politiet har, mens aktionen stod på, understreget, at der ikke var fare for borgere på Øresundsvænget, hvor aktionen fandt sted.

Vagtchefen oplyste, at indsatsen drejede sig om, at politiet forsøgte at få kontakt med en person.

Hvad sagen drejer sig om, har politiet ikke oplyst.

Men til Fyens Stiftstidende har indsatsleder Carsten Petersen sagt, at politiet var bange for, at der var våben i huset i Middelfart

Ved at råbe i en megafon forsøgte politiet at få en person i tale, rapporterer Fyens Stiftstidende.

- Det er politiet! Åbn din havedør!, lyder det blandt andet.

Også en ambulance er rykket ud til stedet i forbindelse med indsatsen.

/ritzau/