Københavns Politi har mandag aften anholdt en formodet gerningsmand efter et skyderi på Frederiksberg.
Det skriver politiet på X.
En 18-årig mand blev tidligere på aftenen ramt af skud ved Falkoner Allé i bydelen.
Siden har politiet været massivt til stede i området.
»Som følge af efterforskningen har vi anholdt en formodet gerningsmand,« lyder det nu i et tweet fra politiet.
Manden ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag.
Kort før klokken 21 oplyser Københavns Politi til B.T., at man arbejder intenst i området.
»Vi foretager en masse efterforskningsskridt. Vidneafhøringer bruger vi en masse tid på – og indhentning af video i nærområdet,« siger vicepolitinspektør Lasse Michelsen.
Om der er tale om en banderelateret skudepisode, kan politiet endnu ikke sige.
»Vi vil ikke udeukke noget,« siger Michelsen.
Den 18-årige, som blev ramt af skud, er uden for livsfare og i stabil tilstand. Hans pårørende er underrettet, oplyser politiet.
Anmeldelsen kom ind klokken 17.43.
Politiet vil være til stede i området tirsdag med en tryghedsskabende indsats.

