Flankeret af bevæbnede betjente blev den tidligere bokser og det nuværende medlem af rockerklubben Satudarah Patrick Nielsen onsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup.

Han blev varetægtsfængslet i 14 dage, sigtet for vold af særlig farlig karakter ved søndag 4. juli at have overfaldet en kvinde.

Her skulle han klokken 13.10 på en adresse i Albertslund have trukket kvinden ned ad en trappe i en kælderskakt, hvor han skulle have slået og trampet hende i hovedet, taget kvælertag på hende og presset sin sko mod hendes hals, indtil hun besvimede.

Patrick Nielsens forsvarer fortalte i retten, at han nægter at have taget kvælertag på kvinden. Eksbokseren nægter altså grov vold, men erkender vold.

Patrick Nielsen blev i 2020 optaget i Satudarah MC, som kom til Danmark i 2013. Klubben har intet officielt medlemstal. (Thomas Sjørup)
Patrick Nielsen blev i 2020 optaget i Satudarah MC, som kom til Danmark i 2013. Klubben har intet officielt medlemstal. (Thomas Sjørup)
Vis mere

Eksbokseren blev varetægtsfængslet i 14 dage, da dommeren fandt en begrundet mistanke for den grovere voldsparagraf – dog fandt dommeren ikke begrundet mistanke for, at Patrick Nielsen skulle have taget kvælertag på kvinden.

Efter sigtelsen var blevet læst op i retten, besluttede dommeren, at sagen skulle køre for lukkede døre, hvorfor pressen er blevet smidt ud og derfor ikke kunne høre Patrick Nielsens egen forklaring.

Patrick Nielsen blev anholdt tirsdag klokken 14.27, fortalte dommeren i retten, inden forsvareren kort efter afbrød.

Ifølge forsvareren var hun og Patrick Nielsen nemlig allerede på vej hen til politiet, for at han kunne melde sig selv.

Men så langt nåede de imidlertid ikke, siger hun og fortæller, at politiet stoppede dem i bilen og anholdte Patrick Nielsen.

For et år siden kunne B.T. fortælle, at Patrick Nielsen var blevet medlem af rockergruppen Satudarah MC.

Her fortalte han, at han godt vidste, at beslutningen ville gøre ham endnu mere upopulær hos den del af befolkningen, der i forvejen ser skævt til ham.

»Jeg har været kendt i 11 år, og jeg har taget mine hensyn til folk. Jeg har hørt på min del af folks bræk. Nu er jeg kommet til et sted i mit liv, hvor jeg hviler i mig selv. Jeg føler, at jeg for en gangs skyld er på det rette sted. Folk kan sige om mig, hvad de vil. Jeg kommer ikke til at tage mig af det,« fortalte Patrick Nielsen til B.T.

Derudover fortalte han, at han stadig gør brug af sine boksefærdigheder i rockerklubben, hvor han står for en intern bokseklub, som de kalder Fight Club19.

Han har desuden optrådt i diverse musikvideoer fra gruppen, hvor de rapper om rockermedlemmer bag tremmer, de gerne ser løsladt.