Festivalsæsonen er i gang. Billetterne er mange steder revet væk.

Og netop dér slår svindlerne til.

Mediet TjekDet har afdækket mindst 20 falske hjemmesider, der udgiver sig for at være kendte danske festivaler og billetudbydere.

Det gælder Smukfest, Grøn Koncert, Jelling Musikfestival, Tinderbox, United Ticket og Musik i Lejet.

Svindlen starter typisk på Facebook, hvor falske profiler påstår, at de har billetter til salg. Når køberen bider på, bliver vedkommende sendt videre til en hjemmeside, der ligner festivalens officielle side.

Men siden er falsk. Og når pengene er betalt er fælden klappet.

Mindst fem danskere forbindes til netværket, skriver mediet. Flere af dem ser dog selv ud til at være blevet udnyttet som stråmænd.

Ifølge TjekDet er der tale om særligt sårbare borgere, hvis identitet er blevet misbrugt til at oprette hjemmesider og virksomheder.

En af dem fortæller, at narkogæld til kriminelle førte til, at han afleverede sit betalingskort og MitID. Kort efter blev der oprettet falske hjemmesider og en virksomhed i hans navn.

Pengene ser blandt andet ud til at være gået gennem betalingslinks via Stripe til navnet ‘Billet Portalen LLC’ – en virksomhed registreret i den amerikanske delstat Delaware.

Det har ikke været muligt at finde frem til ejeren af virksomheden, fordi selskaber i Delaware kan registreres uden offentligt at oplyse, hvem der reelt står bag.

Festivaler anbefaler altid, at man kun køber billetter gennem officielle kanaler.

Men fordi svindlerne nu laver sider, der ligner de rigtige, bør man være ekstra opmærksom på webadressen, lyder advarslen.