Er din postkasse blevet udstyret med enten et lille gult klistermærke eller en rød plet, er der grund til at være på vagt: Det kan nemlig være tyvebander, der har sat mærkerne på din postkasse for at gøre tyvebander opmærksomme på, at dit hus er let at bryde ind i.

Flere advarsler om disse mærkelige mærkater har floreret på Facebook de seneste dage. Selvom politiet på blandt andet Sjælland endnu ikke er stødt ind i mærket, opfordrer de stadig husejere til at være på vagt. Sådan lyder det fra Karl Erik Agerbo, der er leder af Task Force Indbrud på Sjælland:



- Vi opfordrer altid folk til at være opmærksomme, hvis der sker forandringer ved ens hus som for eksempel mærker på postkassen eller genstande, der er stillet foran huset. For det kan være tyve, der bruger disse teknikker til at gøre andre tyve opmærksomme på dit hus, siger Karl Erik Agerbo, som tilføjer, at politiet på Sjælland ikke er stødt ind i tyverier, der kan forbindes med et mærke på en postkasse endnu.

- Men selvom vi ikke har hørt om postkasse-mærkning før, kan der meget vel være noget om snakken. Det vil altid være svært at bevise, om mærket har en direkte relation til indbrud, siger Karl Erik Agerbo til bt.dk.

En af de advarsler, der lige nu bliver delt flittigt på Facebook, lyder:

"ADVARSEL!!!! ADVARSEL!!!! Kontroller din postkasse! ER der en gul rund prik (klistermærke), eller andre former for mærkning, du ikke genkender betyder det, at du ikke har en alarm i huset. En bande er derude og tjekker husene og de kan med metoden se på postkasserne hvor det er at let at begå indbrud. Kopier og spred det yderligere"

En anden opfordring ser sådan ud:

"Se her ! Min nabo gjorde mig lige opmærksom på problemet med udsmykning af postkasser for at gøre opmærksom på at det skulle være let at bryde ind. På begge sider af vores postkasse var der markeret med en stift m/ kobberfarve, så måske er den go nok, vi tager i en periode vores forholdsregler, del gerne !"

Andre læser også