I går skrev Berlingske om en ny bølge af svindel SMS’er, der rammer danskerne for tiden. I dag er det discountkæden Fakta, der er offer for svindlere, som sender fup-mails.

Forbrugerrådet tænk har i dag udsendt en advarsel om svindel-mails, der udgiver sig for at komme fra Fakta, og lokker med belønninger fra en valgfri butik.

Forbrugerrådet skriver:

‘I en mail, som foregiver at være udsendt af Fakta, udloves en valgfri belønning mod, at du besvarer nogle spørgsmål omkring dine indkøbsvaner. Mailen er falsk og er ikke udsendt af Fakta. Slet mailen, og undlad at klikke på linket’.

Berlingske skriver, at der for tiden udsendes falske SMS’er fra både streamingtjenesten Netflix og Booking.com, som prøver at franarre folk deres brugernavn og kodeord.

I SMS’en fra Netflix står der; ‘Netflix – Medlemskab annulleret! Opdater Betalingsinformation’, og så et link til en falsk side. I Booking.com SMS’en står der ‘Overnatningsstedet kunne ikke trække pengene fra dit kort. Opdater dine kortoplysninger her’.

Hvis man modtager en eller begge af disse SMS’er, skal man slette dem og altså ikke åbne de links, som de indeholder.

Et par gode råd om fup-mails og SMS’er: Lad være med at åbne noget, du er i tvivl om, hvor kommer fra, og sørg for at have aktiveret din firewall på computeren.