Flere politikredse opfordrer bilister til at køre forsigtigt efter flere færdselsuheld på grund af snevejret.

'Kære bilister!! Vi får flere meldinger om færdselsuheld forskellige steder i politikredsen pga. snevejr/glat føre. Kør venligst forsigtigt og kør hjemmefra i god tid. Hellere komme for sent frem end slet ikke at komme frem', lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi har søndag formiddag været ude til fem ulykker.

»Vi har tre færdselsuheld på Sydmotorvejen mellem Rønnede og Vordingborg og to færdselsuheld på landevejene omkring Vordingborg,« siger vagtchef Jan Nielsen.

Heldigvis har der ikke været nogen personskade i forbindelse med uheldene, men vagtchefen opfordrer til, at man kører efter forholdene.

»Hvis man kørte efter forholdene, ville der ikke opstå uheld, men folk kører heller ikke så stærkt, at de kommer til skade, så folk har tænkt sig om, og det er vi selvfølgelig glade for, men folk må godt tænke sig lidt mere om,« siger Jan Nielsen.

Også Fyns Politi advarer bilisterne om det glatte føre.