Advokatfirmaet Horten oplyser i en mail til Ritzau, at firmaets forperson og partner, Line Markert, partner Andreas Christensen og deres fælles søn er omkommet i en privat flyulykke i Schweiz mandag aften.
De tre var de eneste, der var om bord på flyet.
Medarbejderne i Horten i Hellerup, Aarhus og Herning er tirsdag morgen blevet orienteret om hændelsen, lyder det i mailen.
- Vi er dybt berørte og rystede over denne tragiske ulykke. Line og Andreas har været en vigtig del af Horten i over 20 år, og dette er et enormt tab for os på et helt personligt plan, lyder det fra Horten i mailen.
- Vores varmeste tanker går til de efterladte i denne svære tid.
Ritzau har rakt ud til Udenrigsministeriet.
Schweizisk politi skriver i en pressemeddelelse tirsdag, at et propelfly, der lettede fra lufthavnen i Samedan klokken 17.20 og havde kurs mod Roskilde, styrtede ned, to minutter efter at det lettede.
Alle passagerer om bord på flyet har mistet livet, lyder det i pressemeddelelsen.
/ritzau/
