En 26-årig mand blev i weekenden stoppet af et par, der udgav sig for at være fra politiet, ved en rundkørsel i Viborg. 

Det oplyser politikommissær Peter Søndergaard fra lokalpolitiet i Viborg til TV Midtvest.

Parret var en 28-årig mand og en 39-årig kvinde uden bopæl. Med et falsk politiskilt prøvede de at overbevise den 26-årige om, at de var fra politiet, og at de skulle bruge hans bil, skriver mediet. 

»Den kvindelige medgerningsperson satte sig ind i bilen, og det fik den 26-årige til at flygte derfra, fordi han muligvis var blevet utryg,« siger Peter Søndergaard til mediet. 

Da den 26-årige var på vej væk fra bilen, løb den 28-årige formodede gerningsmand efter ham og sprøjtede på ham med en peberspray. 

Episoden har ifølge politikommissær Peter Søndergaard medført en del sigtelser – blandt andet for overtrædelse af våbenloven, grov vold, forsøg på tyveri af bilen, udgivelse for at være offentlig myndighed, og til sidst bliver han også sigtet for at forsøge at flygte efter anholdelsen.