I starten af 2020 modtog Midt- og Vestjyllands Politi en stribe anmeldelser om tyverier fra pakkebokse ved blandt andet købmænd og tankstationer.

Salgsannoncer førte efterforskere ved lokalpolitiet i Herning på sporet af en 33-årig kvinde og en 36-årig mand fra Skive-området, som derefter blev anholdt.

Onsdag er parret ved Retten i Herning blevet idømt hvert et års fængsel for blandt andet at have stjålet op mod 500 pakker fra aflåste pakkebokse i 29 jyske byer.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Da politiet mødte op hos parret, fandt betjentene flere stjålne pakker og andre tyvekoster i deres bil og hjem. Senere fandt politiet frem til to lagerrum i Ikast og Aarhus, hvor parret også gemte tyvekoster.

Fundene satte efterforskerne på arbejde. Flere tusinde tyvekoster skulle kobles til gerningssteder.

Ud over pakketyverierne blev parret dømt for tyverier og efterfølgende salg af flere dyre cykler, indbrudsforsøg, dokumentfalsk og bedrageri.

- Det er en stor og alvorlig sag om berigelseskriminalitet, og det er tilfredsstillende, at sagen er opklaret, og gerningsmændene stillet til ansvar, udtaler anklagerfuldmægtig Katrine Melgaard fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

- Der er tale om omfattende og organiseret tyveri, og jeg er tilfreds med, at de er dømt skyldige i det omfang, de er.

Men helt tilfreds er Katrine Melgaard alligevel ikke.

- Nu må vi så sammen med statsadvokaten vurdere, om vi skal anke dommen, lyder det fra anklageren, der gerne ville have haft de to dømt for tyveri af særligt grov beskaffenhed.

Uanset om sagen ankes eller ej, venter der parret et nyt kapitel ved domstolene.

De to dømte er nemlig også tiltalt i en anden sag med i alt 26 forhold om blandt andet cykel- og indbrudstyverier. Den sag vil senere blive behandlet ved Retten i Viborg.

/ritzau/