Fredag kørte en sort Audi over Øresundsbroen. I bilen sad den danske islamkritiker Rasmus Paludan og fire medlemmer af hans parti, Stram Kurs. Deres plan var klar: De skulle køre tæt på boligkvarteret Rosengården i Malmø og brænde koranen.

Bag dem kørte en anden sort bil med vagter fra Politiets Efterretningstjeneste, PET. Forinden var der blevet holdt adskillige møder mellem Rasmus Paludan og Säkerhetspolisen, Säpo – den svenske pendant til PET.

Aftalen var ifølge Rasmus Paludan, at PET-vagterne ved grænsen skulle erstattes af Säpo-folk, der skulle eskortere islamkritikeren til Rosengården. Men sådan kom det ikke til at gå.

»Da vi kom over broen, blev vi vinket ind til højre. Jeg troede, at der skulle ske et skifte af livvagter, men i stedet stod der 30 politifolk. Det var et show of force,« fortæller Rasmus Paludan.

Politifolkene meddelte Rasmus Paludan om en afgørelse, der satte en øjeblikkelig stopper for hans rejse til Sverige.

I to år har Rasmus Paludan indrejseforbud i Sverige. Begrundelsen lyder, at politiet vurderer, der er risiko for, at den racismedømte politiker – qua sine tidligere udtalelser og domme i Danmark – vil begå kriminalitet, der vil forstyrre den offentlige ro og orden.

»Vi har vurderet, at der findes en stor risiko for fremtidig kriminalitet fra hans side i Sverige,« sagde Calle Persson fra politiet i Malmø til SVT.

De fire andre medlemmer af Stram Kurs fik dog lov til at fortsætte turen over broen. Koranen blev brændt ved industriområdet Emilstorp nær Rosengården. Voldsomme optøjer brød ud. Biler blev sat i brand. Busstoppesteder ødelagt. Lygtepæle væltet. Reklamesøjler smadret. Politiet overdænget med sten. 13 personer anholdt.

En demonstrant kaster en sten mod politiet i Rosengård 28. august 2020.
En demonstrant kaster en sten mod politiet i Rosengård 28. august 2020. Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Rasmus Paludan er ikke færdig med at arrangere demonstrationer i Sverige, og han agter ikke at lade sig standse af et indrejseforbud. Henover weekenden har han studeret den svenske lovgivning, og han er nu klar med en plan for, hvordan han kan komme ind i Sverige.

»I dag har jeg rettet henvendelse til den svenske ambassade og bedt om at få et svensk pas,« siger han til B.T.

Rasmus Paludans far er svensker, og han har selv boet i Sverige ad flere omgange og været tilmeldt det svenske folkeregister. Derfor mener Rasmus Paludan, at han opfylder den svenske lovgivnings krav til at være svensk statsborger.

Selv hvis Sverige ikke accepterer ham som statsborger, mener han ikke, at der er lovhjemmel til indrejseforbuddet, som han mener er i strid med EU-retten.

Demonstranter brænder dæk efter fredagens koranafbrænding på Emilstorp. (Foto: 50090 TT/Ritzau Scanpix)
Demonstranter brænder dæk efter fredagens koranafbrænding på Emilstorp. (Foto: 50090 TT/Ritzau Scanpix) Foto: 50090 TT
Vis mere

»Man kan ikke afvise EU-borgere, fordi andre borgere begår kriminalitet,« siger han.

Uanset om Rasmus Paludan får lov at rejse ind i Sverige eller ej, planlægger han at arrangere en lang række nye demonstrationer i landet.

»Vores aktiviteter i Sverige bliver forøget kraftigt. Jeg forventer mindst én koranafbrænding i Sverige om ugen resten af året,« siger han.

Omkring 300 personer deltog i weekendens uroligheder. Politiet i Malmø har bedt om forstærkninger, hvis uroen fortsætter.