Formanden for Stram Kurs er blevet politianmeldt for at have forsøgt at påkøre en ung mand i Sorø. En video viser, hvad der skete forud for optrinnet.

»Din fucking røv, mand. Fuck dig.«

Sådan råber en ung mand med anden etnisk baggrund ind ad vinduet på en sort Audi. Bag rattet i Audien sidder Rasmus Paludan, leder af partiet Stram Kurs.

24. april kunne B.T. fortælle, at Rasmus Paludan er blevet politianmeldt for at have forsøgt at påkøre en ung mand i Sorø.

Episoden fandt sted 9. januar ved Sorø Akademi og blev optaget på video. På videoen ses det tydeligt, at Rasmus Paludan flere gange gasser op, selvom den unge mand står foran hans bil.

»Kører du mig ned? Kører du mig ned?« råber manden i videoen.

Episoden har affødt en politianmeldelse mod Rasmus Paludan, der nu undersøges af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

»Føreren af bilen er blevet anmeldt i forbindelse med den episode, som videoen viser. Vi undersøger sagen, og hvis der er nye oplysninger, indgår de i efterforskningen,« siger Søren Martin Jensen der er specialanklager i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Han ønsker ikke at oplyse, om der er rejst sigtelse mod Rasmus Paludan.

Da B.T. forholdt Rasmus Paludan videoen 24. maj, udtalte han, at han ikke kunne huske episoden. Senere samme dag offentligjorde han dog selv en video på Facebook, hvor han fortalte om hændelsen:

»Der var flere muslimer – unge muslimske mænd – der kom og gerne ville overfalde mig. Jeg skyndte mig ind i min bil og låste dørene. Der var en af dem, der spyttede mig i ansigtet ind gennem ruden,« sagde Rasmus Paludan.

Han bekræftede at have ført sin bil frem mod en person, der blokerede for den, men hævder, at det er noget, politiet har lært ham at gøre:

»Jeg gjorde altså bare det, jeg er blevet instrueret om og vejledt om mange gange fra politiets side,« siger han i videoen.

B.T. er kommet i besiddelse af en længere version af videoen, der viser, hvad der skete forud for optrinnet.

Af den fremgår det, at den unge mand råber flere skældsord ad Rasmus Paludan.

»Kom ud med dig. Fuck dig,« råber han blandt andet.

Da Rasmus Paludan forsøger at køre fra stedet, stiller han sig demonstrativt foran bilen.

B.T. har talt med en ung kvinde, der optog videoen. Hun fortæller, at hun mødte Rasmus Paludan tilfældigt, da hun hørte fra sine venner, at han livestreamede på Facebook fra Sorø.

»Jeg og min veninde talte stille og roligt med Rasmus Paludan, da drengene kom hen og gav sig til at diskutere med ham,« siger hun.

Hun oplevede dog ikke, at drengene truede eller spyttede på Rasmus Paludan.

»De var sure på ham og råbte ad ham, men jeg så dem ikke true ham eller spytte på ham. Da jeg begyndte at optage videoen, troede jeg ikke, det ville blive så alvorligt,« siger hun.

Rasmus Paludan har tidligere oplyst, at han var i Sorø i privat forbindelse. På det tidspunkt var Rasmus Paludan primært kendt for sine YouTube-videoer fra udsatte boligområder.

Siden har Stram Kurs indsamlet mere end 20.000 underskrifter og er blevet opstillingsberettiget til folketingsvalget.

Partiet går til valg på at forbyde islam og deportere et stort antal herboende muslimer.