For to år siden fik Mads en dom på seks års fængsel for voldtægt og forsøg på voldtægt gennem flere måneder begået mod sin mindreårige steddatter.

Han blev dermed en af de omkring 70 danskere, som hvert år bliver fundet skyldige for seksualforbrydelser mod børn under 15 år.

Mads nægtede sig skyldig, men blev dømt i både by- og landsret, og han kan se frem til at skulle tilbringe de næste mange år bag tremmer. Dommen var et hårdt slag for Mads, der oplevede, at han mistede alt fra den ene dag til den anden. Siden dommen har Mads været fast besluttet på at vende tilbage til det liv, han havde før, men han har oplevet, at det har været svært for ham at få uledsaget udgang, at blive flyttet over i et åbent fængsel, så han kan arbejde og søge om prøveløsladelse. Mads er overbevist om, det skyldes, at han er straffet for pædofili, og at han nægter sig skyldig.

»Jeg forstår ikke, hvorfor vi skal straffes hårdere end andre.«

Samfundet skal vide, vi bliver udsat for en dobbeltstraf

B.T. har som en del af serien #Voldtaget interviewet Mads om, hvordan det har været for ham at få en dom for pædofili. Mads optræder anonymt i artiklen, da han ikke ønsker, at folk, som ikke kender ham, skal vide, hvad han er dømt for. B.T. er bekendt med Mads’ identitet. Af hensyn til Mads’ steddatter, der fortsat er mindreårig, er detaljer om sagen udeladt.

»Når man har fået en dom som min, er alt sværere i fængslet. Det er sværere at få uledsaget udgang, sværere at komme i åbent fængsel og sværere at blive prøveløsladt«, fortæller Mads, der understreger, at flere af hans medindsatte har samme opfattelse.

Han mener, det er vigtigt, at omverdenen og især domsmænd og nævninge er klar over, at personer, der bliver straffet for sædelighedsforbrydelser, bliver udsat for det, han kalder en dobbeltstraf.

»Som indsat får du hele tiden at vide, at det er meningen, du skal forberede dig på at komme tilbage til det liv, du havde før, men det er min oplevelse, at man gør alt for at forhindre det i en sag som min«, siger han.

Meningen er, vi skal tilbage til samfundet

Ifølge Mads handler det især om, at han fortsat nægter sig skyldig, og fængslet dermed ikke mener, han er modtagelig for behandling.

»Jeg er overbevist om, at jeg ville kunne komme ud på den åbne afdeling, hvis jeg sagde ja til, at jeg havde gjort det, og de dermed mente, at de ville kunne behandle mig. Men det nægter jeg. Så vil jeg hellere rådne op«, siger Mads.

Han har et stort ønske om at kunne afsone på en åben afdeling, så han har mulighed for at passe et arbejde, han har fået tilbudt, men lige nu har det lange udsigter, forklarer han.

»Jeg forstår det ikke. Hvis det er et spørgsmål om, at de gerne vil holde øje med mig, så giver det bedre mening, at jeg begynder at blive en del af samfundet igen, samtidig med de ved, hvor jeg er, og hvad jeg laver. Alternativet er, at jeg sidder hele min straf, og så bliver jeg lukket ud, uden de aner, hvad jeg foretager mig.«

Mads’ oplevelse er, at der er en klar forskel på, hvilke privilegier pædofilidømte har sammenlignet med indsatte, der har andre domme i baggagen.

På kortet kan du se alle domme for voldtægt i Danmark gennem en periode på halvandet år. Herunder alle de danskere, der har fået en dom for overgreb på børn

Savner sin datter og steddatter

»På et tidspunkt afsonede jeg med en mand, der var straffet gentagne gange. Senest med otte års fængsel for at smugle en enorm mængde hash. Efter han havde siddet halvandet år i arrest kom han i åbent fængsel. Prøv at tænke på, hvor mange børn du kan skade ved at indføre kæmpe mængder narkotika«.

Udover at Mads oplever, at han og hans medindsatte har dårligere vilkår for udgang, at komme i åbent fængsel og blive prøveløsladt, så er han også meget ked af, at han ikke kan få lov til at se sin datter og steddatter.

»Jeg kan ikke få fælles forældremyndighed, så jeg kan se min datter, før jeg sidder i et åbent fængsel, og det er faktisk det sværeste. Jeg savner hende enormt meget. Både hende og hendes søster, men jeg må ikke se dem«, siger Mads.

B.T. har forsøgt at få et interview med kriminalforsorgen om, at Mads og andre indsatte, der er dømt for sædelighedsforbrydelser, oplever, at de ikke har samme vilkår som andre indsatte. Kriminalforsorgen er dog ikke vendt tilbage til trods for gentagne henvendelser.

Profil af en pædofilidømt

Oplysningerne er indsamlet på baggrund af informationer om alle pædofilidomme gennem halvandet år, B.T. har indsamlet.