»Jeg er bare nødt til at sige, at hvis man siden 15-års alderen har haft problemer med at være pædofil, og man så får to små børn, hvor problemerne fortsætter, så er der risiko for gentagelse.«

Sådan lød det forleden fra specialanklager Bente Schnack fra Nordsjællands Politi, da hun skulle argumentere for, hvilken straf en 34-årig læge skal idømmes.

Lægen har under straffesagen ved byretten i Hillerød erkendt at have været pædofil siden sin tidlige teenagetid. 

Samtidig har han erkendt sig skyldig i mange af de knap 100 tiltalepunkter i anklageskriftet om alvorlige seksuelle overgreb som voldtægter og blufærdighedskrænkelser mod hans børn.

Ofte optog han video og fotos af overgrebene, som han via nettet delte i et internationalt netværk af pædofile.

På den baggrund nedlagde anklageren påstand om, at det er nødvendigt at idømme den 34-årige læge forvaring på ubestemt tid. 

Ikke mindst fordi både Retspsykiatrisk Klinik og et flertal i Retslægerådet har udtalt, at der er høj risiko for, at han fremover kan finde på igen at forgribe sig seksuelt på børn.

Og fredag eftermiddag blev straffen til lægen så udmålt af en enig domsmandsret ved byretten i Hillerød.

Her lød dommen på forvaring.

Mandens forsvarer havde i sin afsluttende procedure ellers argumenteret for, at otte års fængsel ville være passende.

Omvendt krævede anklageren mindst 12 års fængsel, hvis ikke retten ville gå med til forvaring på ubestemt tid.

Ved dommen blev han fundet skyldig i samlet 96 forhold begået over en periode på knap et år i 2022. Blandt andet to voldtægter, 18 voldtægter ved andet seksuelt forhold end samleje samt adskillige forhold om blufærdighedskrænkelse.

»Retten fandt på baggrund af sagens omfang og alvorlige karakter og efter oplysningerne om mandens personlige forhold, at han på grund af risikoen for at lave ny lignende kriminalitet, frembød en sådan fare for andre, at anvendelse af forvaring i stedet for fængsel var påkrævet,« forklarede retten i forbindelse med domsafsigelsen.

Her blev lægen også frakendt retten til at udøve lægegerning samt til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år eller få besøg af dem.

Den nordsjællandske læge har under sin varetægtsfængsling erkendt over for politiet at have med i et internationalt pædofilnetværk med navnet Tarantula, som også er navnet på en stor fugleedderkop.

Det har efterfølgende ført til anholdelser af andre pædofile i netværket i USA, Australien, England, Skotland og Frankrig, hvor gerningsmændene også har misbrugt deres egne børn og delt materiale om det.

Dansk politi kom på sporet af den nordsjællandske læge efter en henvendelse i december 2022 fra engelsk politi, der overvågede den krypterede og nu lukkede beskedtjeneste Wickr, som pædofile og andre kriminelle benyttede.

Her havde den danske læge en profil med kodenavnet »Painfully Small«.

På grund af sagens alvor slog Nordsjællands Politi til samme aften klokken 22.50, hvor manden blev opsøgt i familiens hjem og gjort bekendt med politiets sigtelse.

Inden han seks minutter senere var anholdt nåede han for øjnene af betjentene at kaste sig over sin stationære computer og aktivere den indbyggede bitlocker-kryptering, så politiet ikke umiddelbart kunne få adgang til materialet på computeren.

Siden valgte han dog at samarbejde med politiet. Det har ikke været muligt at få oplyst hos dansk politi, hvilke konsekvenser sagen i udlandet har haft for de øvrige anholdte personer i pædofilnetværket.

Lægen har siden sin varetægtsfængsling taget navneforandring. Af hensyn til hans forurettede børn, der har et ubetinget krav på ikke at kunne identificeres, bringer B.T. hverken hans nuværende eller tidligere navn.