En 28-årig kvinde er tirsdag i Retten i Kolding blevet dømt for underslæb og bedrageri mod flere beboere på et bosted i Vejle.
Det oplyser Retten i Kolding.
Kvinden, der arbejdede som pædagog på bostedet Bo-Vejle, er blevet idømt seks måneders betinget fængsel.
Et vilkår for den betingede dom er, at kvinden udfører 120 timers samfundstjeneste.
I et af bedragerierne, som kvinden er dømt for, købte hun en seng og tilbehør til sengen for 26.443 kroner på vegne af en beboer på bostedet. Men nogle uger senere returnerede hun sengen og fik pengene indbetalt på sin egen bankkonto.
I stedet fik beboeren en billigere seng og opdagede ikke svindlen.
Det forhold tilstod kvinden ifølge JydskeVestkysten.
I anklageskriftet fremgår også eksempler på, at kvinden blandt andet købte barbermaskiner og opvaskemaskiner til beboerne for efterfølgende at returnere dem.
Ifølge JydskeVestkysten er kvinden dømt for 12 af de i alt 17 tilfælde af bedrageri og underslæb, hun var tiltalt for.
/ritzau/