En mandlig pædagog idømmes tre måneders betinget fængsel for samleje med en 15-årig pige. Han modtager dommen.

En 29-årig mand er onsdag fundet skyldig i at have haft samleje med en 15-årig pige, som boede på et bosted, hvor han arbejdede som pædagog.

Han idømmes tre måneders betinget fængsel ved Retten i Aalborg.

Det oplyser anklager Mette Bendix til TV2 Nord og Nordjyske.

Ifølge anklageskriftet fandt samlejerne sted 8. december og 13. december sidste år.

Under retssagen er det kommet frem, at den 29-årige pædagog har erkendt det første samleje.

Han har ifølge TV2 Nord forklaret, at han den pågældende aften skulle lægge den 15-årige pige i seng.

I den forbindelse lagde han sig i hendes seng, hvorefter han faldt i søvn. Ifølge hans forklaring var samlejet i gang, da han vågnede igen.

Det andet samleje, som fandt sted fem dage senere, nægter han har fundet sted.

Retten har i domsafsigelse ifølge Nordjyske lagt vægt på pigens forklaring, som foregik for lukkede døre.

Den 29-årige pædagog har modtaget dommen.

/ritzau/