En kvinde, der tirsdag udlånte sin bil til en ven, fortryder formentlig sin beslutning.

For nu har politiet beslaglagt bilen med henblik på konfiskation. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Årsagen er, at den 33-årige mand fra København, som havde lånt bilen, aldrig havde taget et kørekort.

Men det bliver værre endnu.

Den 33-årige var nemlig påvirket af både hash og kokain, og så kørte han tilmed alt, alt for stærkt.

Det opdagede en færdselspatrulje på Mosede Landevej i Greve, hvor man inden for byzonen må køre maksimalt 50 kilometer i timen.

Men den 33-årige kom blæsende med 118 kilometer i timen i den lånte VW.

Han er nu anholdt og sigtet for vanvidskørsel. Nu venter politiet svar på en blodprøve.

Den kvindelige ejer af bilen protesterede over beslaglæggelsen, men nu venter et retligt efterspil, hvor det skal vurderes, om bilen kan endeligt konfiskeres.

Den påvirkede vanvidsbilist var ikke den eneste synder på Mosede Landevej tirsdag.

En lastbilchauffør havde også en meget tung speederfod. Han kørte 80 kilometer i timen i byzonen og skal nu – foruden at betale en bøde – op til en kontrollerende køreprøve.