Lyt til artiklen

Sent onsdag aften blev brandvæsenet i Odense kaldt ud til en brand i en patriciervilla. Politiet har kraftig mistanke om, at branden er påsat.

Klokken 22.23 indløb en alarm fra en patriciervilla på Krügersvej i Odense. Der var opstået brand i et beboelsesrum i kælderen, som deles af de fire lejligheder i villaen. Branden har sandsynligvis været påsat, oplyser vagtchef ved Fyns Politi, Jesper Fält.

Brandvæsenet fik hurtigt slukket branden, og ingen af beboerne i ejendommen kom til skade. Men branden sker kun en uges tid efter en anden brand i præcis samme rum. Og Fyns Politi formoder derfor, brandene har været påsat.

»Samtidig mener et vidne at have set en person løbe fra stedet umiddelbart efter branden onsdag aften,« siger vagtchef Jesper Fält.

Politiets teknikere er nu i gang med at undersøge gerningsstedet.