____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Med pågribelsen af en 20-årig mand mener Københavns Vestegns Politi at have anholdt gerningsmanden til to påsatte brande og yderligere to indbrud i en kolonihaveforening i Ballerup tidligt nytårsmorgen.

- Manden blev anholdt ved haveforeningen Hestholm ved Vestbuen, hvor et kolonihave hus nedbrændte fuldstændigt, mens et andet blev brandskadet. Desuden har der været indbrud i yderligere mindst to huse og et haveskur, fortæller vagtchef Torben Wittendorf til bt.dk.

Politiet fik anmeldelsen om brandene kl. 07.42. Det stod hurtigt klart, at Ballerup Brandvæsen ikke havde en chance for at redde det værst medtagne kolonihavehus, men kort efter kunne politiet anholde den 20-årige mand i området, hvor han blev lagt i håndjern.





Manden, der bor i Ballerup men ikke umiddelbart har nogen forbindelse til kolonihaveforeningen, er ikke i forvejen kendt af politiet for noget alvorligt.

- Selv om det "kun" er kolonihavehuse, er det stadig en alvorlig ting at sætte ild på dem, og selv om der på grund af årstiden næppe er mennesker i dem, kan man jo reelt ikke vide det.

- Vi har en teori om, at det er den anholdte, der har været på spil på alle fem gerningssteder. Det bygger vi på nogle spor på gerningsstederne og hos ham, som jeg lige nu ikke kan komme nærmere ind på, tilføjer vagtchefen.



Den 20-årige bliver tirsdag eftermiddag kl. 16 fremstillet i grundlovsforhør ved Rettten i Glostrup. Han sigtes for to tilfælde af ildspåsættelse, tre indbrud og et tyveri.

- Det tyder på, at han har været i området i nogen tid og bevæget sig lidt rundt, så vi vil da gerne opfordre folk med kolonihavehuse på stedet til at undersøge, om de har haft indbrud, hvis de har mulighed for det, tilføjer vagtchef Torben Wittendorf.