Kirstens gode ven og nabo, Vagn Karstad, var udsat for fem indbrud på mindre end tre måneder. Tirsdag morgen blev han så fundet død. Og selvom politiet ikke har fundet noget mistænkeligt ved dødsfaldet, der dermed formentlig er naturligt, er Kirsten er ikke i tvivl om, hvad der drev hendes ven i døden.

 - De mange indbrud er skyld i hans død, det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Han fortalte jo, hvor frygteligt han havde det pga af det, og om hvordan han levede i konstant frygt i sit hjem. Han havde det virkeligt ikke godt, siger Kirsten om den 56-årige mand, der tirsdag morgen blev fundet død i Bøgeparken i Vollsmose. 


LÆS OGSÅ:


Kirsten var en af de få Vagn turde tale med i bydelen, og det var derfor også her, han henvendte sig, da han torsdag i sidste uge havde besøg af indbrudstyve hele to gange samme aften.

- Han kom vaklende herned og var helt rundt på gulvet. To indvandrere havde smadret hans ruder, og stod inde i stuen, da han kom ud fra toilettet. Han jagede dem væk, men fem minutter efter kom de igen brasende og stjal nu hans mobiltelefon. Han sagde, at han var bange for at være i sit hjem, men at han heller ikke turde forlade det af frygt for at komme hjem til endnu et smadret hjem, siger Kirsten, der ønsker at være fuldstændig anonym, idet hun er bange for at blive udsat for repressalier ved at stå frem.


LÆS OGSÅ:


Kvindens navn er derfor opdigtet, men hendes rigtige navn er redaktionen bekendt. Heller ikke den afdødes nærmeste familie tør stå frem af frygt for, hvad de kriminelle kan finde på. Et familiemedlem bekræfter dog overfor B.T. at de mange indbrud gik Vagn voldsomt på, og familiemedlemmet mener, at frygten og den stress, der fulgte med var med til at tage livet af Vagn, der i forvejen har havde levet et hårdt liv. 

I Vollsmose vil Kirsten nu gerne have at folk forstår, hvordan det er at leve i frygt for den hetz, der er rettet mod etniske danskere. En hetz, der som B.T. har kunnet afsløre bl.a. betyder, at ni ud af ti indbrud nu rettes mod folk med dansk-klingende efternavne. 


LÆS OGSÅ:


- Vi er på grådens rand. Jeg tør ikke være her alene når min kæreste er på arbejde. Jeg er hunderæd for at være her om natten, og går aldrig ud om om aftenen, da jeg frygter at blive slået ned. Selvfølgelig er vi bange, for de gik jo flere gange ind til vores nabo, selvom han var hjemme, så hvad kan de ikke finde på hos os, siger hun.  

Kirsten og familien har kun boet i Bøgeparken siden april. Vagns død har nu gjort, at Kirsten og familien - ligesom samtlige andre etniske danskere i området, som B.T har talt med - vil væk.


LÆS OGSÅ:



- Jeg sover højest en time af gangen om natten fordi jeg er bange for, at der kommer nogen. Men nu vil jeg altså gå og frygte for mit og mine børns liv længere, så nu flytter vi også. 

Fyns Politi afventer nu den retsmedicinske undersøgelse af Vagn Karstad for at få klarlagt den endelige dødsårsag.