Østjyllands Politi håber at have identificeret den mand, der fredag middag blev fundet død ved Træskibshavnen i Aarhus under mistænkelige omstændigheder.

»Vi har endnu ikke endeligt identificeret den afdøde, men vi mener at have en god idé om, hvem der kan være tale om,« oplyser vagtchef Morten Hansen fra Østjyllands Politi lørdag morgen til B.T.

»Vi tror, at der er tale om en lokal mand, og vi er i kontakt med nogle formodede pårørende til ham, som nu skal se, om de kan kan genkende ham,« tilføjer vagtchefen.

Den døde mand blev fundet ved 13-tiden fredag i vandet i havnen med nogle skader i hovedet, som fik politiet til i første omgang at behandle sagen som et såkaldt mistænkeligt dødsfald.

Det skyldtes, at man i første omgang ikke kunne udelukke, at den døde var blevet påført skaderne ved en kriminel handling. Det synes imidlertid ikke at være tilfældet, oplyser vagtchefen.

»Der er blevet gennemført en hasteobduktion af den afdøde, og retsmedicineren mener, at skaderne er opstået i forbindelse med mandens fald mod vandet, hvor han eksempelvis kan have slået hovedet mod havnemolen. Derfor tror vi ikke, at der har været tale om en forbrydelse,« tilføjer vagtchefen hos Østjyllands Politi.