En ældre kvinde døde tidligt mandag morgen i en brand, da der gik ild i hendes hus på Tyvkærvej i Isenvad ved Ikast.

»Det er en pårørende, der opdager branden og får reddet den ældre kvinde ud. På det tidspunkt er hun livløs, og hendes liv stod ikke til at redde. Hun bliver erklæret død, da hun kommer ud af huset.«

Det fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær, til B.T.

Kvinden er 84 år og boede alene i huset, men den pårørende bor i nærheden og opdagede, at der var brand i huset på Tyvkærvej i den midtjyske landsby.

Tidligt mandag morgen udbrød der brand i en villa i Isenvad ved Ikast. En ældre kvinde omkom.
Tidligt mandag morgen udbrød der brand i en villa i Isenvad ved Ikast. En ældre kvinde omkom. Foto: Presse-Fotos.dk
Vis mere

Politi og brandvæsen blev alarmeret kort før klokken halv 6, og i skrivende stund arbejder de stadig på stedet, oplyser vagtchefen.

Ilden er gået op gennem taget, og de materielle skader er ganske omfattende.

Årsagen til branden er stadig ukendt.

»Vores brandteknikere skal undersøge sagen nærmere senere i dag,« siger Simon Skelkjær.