Grov vold og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Sådan vil de alvorligste sigtelser lyde mod en 30-årig mand fra Storbritannien, når han søndag klokken 12 fremstilles i grundlovsforhør i byretten i Lyngby.

Her vil anklageren fra Nordsjællands Politi begære ham varetægtsfængslet for flere overgreb mod hans danske kæreste, som han også har et barn med i et langdistanceforhold.

»Parret var inden for den seneste uge på spa-ophold i Sverige, hvor han ifølge sigtelsen udsatte kæresten for både grov vold og voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje. Og efter hjemkomsten til Danmark blev hun efter vores opfattelse igen udsat for vold,« oplyser specialanklager Rikke Hald fra Nordsjællands Politi til B.T. om baggrunden for grundlovsforhøret søndag middag.

Den 30-årige mand har ikke fast bopæl i Danmark og vil blandt andet blive begæret varetægtsfængslet med henvisning til, at han ellers i nær fremtid vil være på vej til udlandet og derved kunne være svær at få fat i for de danske myndigheder.

Den forurettede kvinde måtte som følge af den grove vold blandt andet modtage hospitalsbehandling.